100 års Jubilæum

april 15, 2015

 

Det er altid værd at fejre, når man fylder rundt, og 100 år er jo noget ganske særligt – ikke mindst i disse tider, hvor verden har forandret sig fuldstændigt i løbet af jubilarens levetid. Der er stort set intet, der er, som det var for 100 år siden. Ikke engang vejret! Ingen generationer har oplevet så voldsom en udvikling som de, der har levet i det 20. århundrede.

Det betyder også, at brancheorganisationerne har måttet udvikle sig meget markant over disse år. Det har Danske Slagtermestres Landsforening også gjort, og det gør Danske Slagtermestre stadig. Kravene ændrer sig hele tiden, både fra lovgivere og fra medlemmerne, og medlemmerne er i øvrigt heller ikke, hvad de har været. Vi er meget færre og meget mere konkurrenceudsatte, ikke mindst fra supermarkederne, som der jo ikke var nogen af i 1915.

 

Forbrugerne har også ændret karakter. De er generelt blevet mere stressede. Husmoderen er forsvundet, og børnene skal hentes i daginstitutioner, og indkøbene skal klares på kortest mulig tid. Og det skal være billigt, for pengene går til hus og bil og alle mulige andre forbrugsgoder end mad. Det er alt sammen med til at udfordre os, der sætter en ære i at producere fødevarer af høj kvalitet, hvad enten det er i butikkerne, på forædlingsvirksomhederne eller på slagterierne.

På den måde er det egentlig imponerende, at vi er her endnu. Det er ikke gået os, som det er gået karetmagerne eller bødkerne. Takket være ikke mindst landsforeningens indsats for at hjælpe os med markedsføring, produkt- og konceptudvikling, regelefterlevelse m.m. har vi faktisk fået stoppet den nedadgående kurve over antallet af butikker og virksomheder, og vores markedsandel er stabil, om end beskeden. Vi har klaret omvæltningerne.

I mange år havde landsforeningen kun en enkelt ”sekretær”, Otto Amrquad, som formanden måtte vikariere for, når han var på ferie. Det kan man læse i den bog, som udkommer i forbindelse med jubilæet. Den tegner i tekst og billeder et godt billede af branchens og foreningens udvikling over de 100 år. Og den efterlader et klart indtryk af en branche og en organisation, som trods al modstand – ydre såvel som indre – insisterer på altid at have en fremtid.  

Med venlig hilsen
På bestyrelsens vegne

Leif Wilson Laustsen
Landsformand

 

Invitation

Danske Slagtermestre | Poppelvej 83 - 5230 Odense M | CVR: 40315918 | Tlf.: 66 12 87 30 | Fax 66 12 87 94 | dsm@danskeslagtermestre.dk