DSM MENER

juli 3, 2015

 

De første 100 år – og de næste

 

Af direktør Torsten Buhl, Danske Slagtermestre

 

Det var en helt fantastisk oplevelse at være med til Danske Slagtermestres 100 års jubilæum i weekenden d. 6.-7. juni. Det myldrede til fra nær og fjern med glade og feststemte mennesker, om det så var medlemmer, leverandører, andre samarbejdspartnere og venner af huset – eller naboer, hvis parkeringspladser og garager, vi venligt havde lagt beslag på. Også formanden for Folketingets Fødevareudvalg, René Christensen, kiggede forbi og holdt en god, ”personlig” tale, som vi takker for.
Det var en fornøjelse i sig selv at opleve den gode stemning, som prægede både receptionen og festmiddagen lørdag og ”Slagterens Dag”, der reelt var en lille messe for vore leverandører, om søndagen. Selv vejret var med os. Det kunne ikke være gået bedre!

 

Tak til alle, som deltog og bidrog – og ikke mindst for alle de flotte gaver!

 

For mig var det en særskilt og kæmpestor fornøjelse at opleve den ildhu, hvormed alle husets medarbejdere lagde sig i selen for at få det hele stablet på benene, afviklet og siden ryddet af vejen. Det var holdarbejde, når det er allerbedst, og skønt der blev knoklet, så man tror, det er løgn, var det hele vejen igennem i allerbedste humør. Ingen så meget som antydede, at ”det er ikke det, jeg er ansat til”. Tværtimod var det tydeligt, at det uvante samarbejde på tværs af alle daglige funktioner i sig selv skabte glæde. Brugere af Facebook kan se billeder på Danske Slagtermestres profil.

 

I sin tale på jubilæumsdagen løftede formanden, Leif Wilson Laustsen, lidt af sløret for vore fremtidsplaner. Bestyrelserne i både Danske Slagtermestre, Ostehandlerforeningen for Danmark og Danmarks Fiskehandlere har i den senere tid drøftet, hvordan vi kan drage større nytte af bofællesskabet. Drøftelserne har udviklet sig til en spændende vision om et formaliseret samarbejde under en ny ”paraply”, som der også skal skabes plads til andre under. Det er et projekt, som vi er langt fremme med, og som forhåbentlig vil kunne realiseres hen over sommeren.

 

Den overvældende begejstring, som vi i jubilæumsweekenden oplevede omkring vort hus og vore aktiviteter, skal vi ikke forveksle med, at alt er i skønneste orden, også på den lange bane. Personlig er jeg stolt af at være del af en velsmurt organisation med fremsynede bestyrelser og kolleger, og netop derfor er jeg også tryg ved, at vi også fremadrettet vil udvikle os klogt og konstruktivt. I den jubilæumsbog, som vi har udsendt, kan man se, at både samfundet og branchen og dermed kravene til landsforeningen har forandret sig fuldstændigt i løbet af de første 100 år, og det samme vil utvivlsomt ske i de næste. Disse udfordringer skal vi kunne tackle og helst være på forkant med. Det forudsætter, at vi har de rigtige folk med de rigtige færdigheder, og at vi har den fornødne økonomi dertil. Det første har vi, og det andet er en udfordring, som vi allerede har stor fokus på, fordi vi aner en tiltagende strukturudvikling i branchen, hvor virksomheder lægges sammen og købes op, ikke sjældent af store udenlandske aktører. Den udvikling stiller store krav til vores organisation, hvis vi også fremover skal kunne servicere vore medlemmer på det nuværende høje niveau. Og det skal vi, så det er en opgave, som vi har tænkt os at løse, og forhåbentlig med samme opbakning som den, vi netop har oplevet ved 100 års jubilæet.

 

Igen: Tak til alle, som hjalp og bar – og for al opmærksomhed i det hele taget!

Danske Slagtermestre | Poppelvej 83 - 5230 Odense M | CVR: 40315918 | Tlf.: 66 12 87 30 | Fax 66 12 87 94 | dsm@danskeslagtermestre.dk