DSM MENER:

oktober 6, 2014

God plan!

Fin fokus på SMV’er i regeringens seneste vækstplan

 

Af direktør Torsten Buhl, Danske Slagtermestre og Ostehandleforeningen for Danmark

 

Fra den nuværende regerings første dag i embederne har vi hørt den prædike om, at den ville ”trække Danmark ud af krisen”. Det gav mening i begyndelsen, men i den senere tid har krisen kun bestået i regeringens evindelige snak om, at vi skal ud af den. Det har vi været længe. De økonomiske nøgletal er nu så flotte, at det i sig selv er et problem. Eksempelvis er betalingsbalancen så god, at EU advarer om, at vi er ved at komme i ”makroøkonomisk ubalance”! Og hvad angår arbejdsløsheden, er den selvfølgelig altid et problem for dem, som ikke har et arbejde og gerne vil have et, men de aktuelle 5-6 procent er faktisk meget passende ud fra en nationaløkonomisk betragtning, hvor ”overophedning” ellers kan være en risiko.

 

Så hvorfor bliver regeringen ved med at tale om ”krisen”? Det gør den af to grunde: Den ene er, at Regeringsgrundlagets hele forudsætning er, at Danmark er i krise. Uden krisen er grundlaget for grundlaget væk. Og så er regeringen selv i krise, for så skal den lave et nyt, og det anses for helt umuligt så tæt på næste folketingsvalg.

 

Den anden grund er, at regeringen længe og intenst har arbejdet med diverse vækstplaner, som alle har skullet ”trække Danmark ud af krisen”. Så kan det jo ikke nytte noget, at der ingen krise er. Den nyeste vækstplan har dog fået en lille tilføjelse i overskriften: ”Danmark helt ud af krisen”. Vi er altså ude – nu skal vi bare helt ud. Lad os håbe, at allerede denne erkendelse vil sætte gang i det forbrug, som er den vigtigste trækkraft i den forbindelse.

 

Når det er sagt, er der grund til at glæde sig over regeringens nye vækstplan. Ikke kun på grund af den meget omdiskuterede sænkning af PSO-afgiften, men primært fordi planen meget klart sigter mod at hjælpe små og mellemstore virksomheder.

 

Også mere specifikt på fødevareområdet er der grund til at rose regeringens vækstplan. I planen kan man således læse, at ”regeringen ønsker at ophæve en række danske særregler, der medfører omkostninger for virksomhederne, men som samlet set ikke bidrager til at øge forbruger- og fødevaresikkerheden. Regeringen vil ophæve særregler og -ordninger svarende til 74 mio. kr. i årlige byrder, herunder bl.a. krav om hygiejne-uddannelse, krav til betegnelsen for alkoholfrie øl samt særregler vedr. opvarmning. Desuden forenkles reglerne for tilsætning af næringsstoffer til fødevarer betydeligt.”

 

Endvidere vil regeringen ophæve næringsbrevsordningen. Her er angiveligt 17,5 mio. kr. at spare for virksomhederne.

 

Også slagterierne kan glæde sig, hvis det står til regeringen: ”Kødkontrollen på slagterier finansieres via kontrolafgifter. Kontrollen er effektiviseret meget gennem de
senere år. Regeringen ønsker at fortsætte effektiviseringerne på området således, at omkostningerne nedbringes med yderligere 28,5 mio. kr. frem mod 2020.” Det er penge, som vi lige nu søger at realisere i et samarbejde med Fødevarestyrelsen.

 

Man har heller ikke overset den barriere, som miljøgodkendelser kan udgøre: ”Regeringen vil omlægge miljøreguleringen, så der i højere grad stilles krav til virksomhedernes udledning til miljøet frem for virksomhedernes produktionsniveau. Det vil sikre virksomhederne større fleksibilitet i deres produktion uden at øge miljøbelastningen.”

 

Alt i alt: Slet ikke så ringe endda.

Danske Slagtermestre | Poppelvej 83 - 5230 Odense M | CVR: 40315918 | Tlf.: 66 12 87 30 | Fax 66 12 87 94 | dsm@danskeslagtermestre.dk