DSM MENER:

april 17, 2015

 

Planloven: Når liberalisering giver bagslag

 

Af direktør Torsten Buhl, Danske Slagtermestre, Ostehandlerforeningen for Danmark og Danmarks Fiskehandlere

 

Carl Nielsen

 

Frihed er det bedste guld

”Frihed er det bedste guld”, synger vi ved højtidelige lejligheder, og liberalister stemmer vel særligt i til disse Carl Nielsens dejlige og danske toner. Men teksten er af svensk oprindelse, og Sverige har da også på visse områder – og trods sit ry som et ”forbudsland” – en tradition for meget frie rammer. Det gælder for eksempel på planlovgivningens område, hvor resultatet er, at detailhandelen i de fleste byer er samlet i kæmpestore indkøbscentre i byernes udkanter, og hvor bymidterne af samme grund er blevet steder, hvor man ikke kommer for at købe ind.

 

Med friheden forholder nemlig sådan, at den til tider ophæver sig selv. Det bør ikke mindst liberalister have sig for øje. Når man f.eks. går ind for at liberalisere Planloven, så det bliver muligt at bygge nye og kæmpestore butikscentre i Danmark, vil det uvægerligt medføre, at forbrugerne får færre valgmuligheder. Så lukker butikkerne i bymidterne, men jo ikke kun dér. Også i landdistrikterne, hvor der i forvejen er lukket rigtig mange butikker over de seneste årtier, vil endnu flere nøgler blive drejet om. Det er der vist ikke nogen, der vil bestride, heller ikke dem, der går ind for ”liberaliseringen”.

 

Og hvordan vil det så gå med forbrugernes frihed? Øges den, eller bliver den indskrænket? Den bliver naturligvis indskrænket, fordi de så får færre valgmuligheder, når de skal vælge, hvor de vil lægge deres indkøb.

 

Øget frihed kan altså føre til færre valgmuligheder. Og så bliver friheden jo en parodi på sig selv. Det er lige nøjagtig, hvad der er sket i Sverige, hvor det efterhånden ikke er til at opdrive en slagter, en bager, en ostehandler eller en fiskehandler eller for den sags skyld en lille købmand. I Sverige har de for eksempel ikke en egentlig slagteruddannelse mere, for hvad skal man bruge den til, når der kun er de industrifremstillede og gaspakkede kødprodukter i hypermarkederne at komme efter?

 

Og hvad sker er med produktudviklingen, når håndværksfagene og dermed uddannelserne forsvinder, fordi specialbutikkerne forsvinder? Den aftager naturligvis, og er det en udvikling, som fremmer forbrugernes valgmuligheder? Nej, tværtimod.

 

De gode liberale – og jeg hører ellers selv til slagsen – modarbejder deres egne hensigter, hvis de vil fremme detailhandelen ved at liberalisere Planloven. De vil, hvis de kommer igennem med forslaget, om føje år måtte sande, at ”vejen til helvede er brolagt med gode hensigter”.

 

Bedst vil det jo være, hvis de når til den erkendelse, inden det er gået galt. Det er nemlig ulige meget nemmere at udvirke, at specialbutikkerne og bymidterne lukker, end det er at udvirke, at de kommer tilbage igen. Så kan man stå ved den liberale fane og sige, at det er ærgerligt, at friheden blev hældt ud med badevandet, ”for det var jo ikke det, der var meningen”, men der vil stort set ikke være noget at gøre ved det.

 

Hvis man vil se konkrete eksempler på, hvor galt det går for det frie forbrugervalg, når hypermarkederne tager over, kan man også for eksempel tage en tur til Odense og gå en tur ned ad Kongensgade eller Nørregade eller andre gamle indkøbsgader i City. Der er ikke langt imellem de tomme butikslokaler. Og så kan man tage ud i Bilka eller Rosengårdscentret i udkanten af byen, hvor et af Nordens største indkøbscentre ligger og suger livet – og forbrugerfriheden – ud Damarks tredjestørste by.

 

Dér er syn for sagn.

Danske Slagtermestre | Poppelvej 83 - 5230 Odense M | CVR: 40315918 | Tlf.: 66 12 87 30 | Fax 66 12 87 94 | dsm@danskeslagtermestre.dk