DSM MENER:

oktober 6, 2014

Skruen med ende

Af direktør Torsten Buhl, Danske Slagtermestre

 

Der kan næsten ikke siges for meget godt om den betydning, som den såkaldte ”danske model” har haft for udviklingen af det danske velfærdssamfund op igennem det 20. århundrede. Værdien af, at det ikke er Folketinget og de almindelige domstole, der har reguleret arbejdslivet med alt, hvad det indebærer af kævl og strid, men også tackling af fælles udfordringer, har været enorm.

 

Spørgsmålet er imidlertid, om det også vil være sådan fremover. Det kan i hvert fald tørt konstateres, at arbejdsgiverne har været meget dårlige til at forvalte deres rolle i dette fællesskab. De (vi)har over samtlige 100 år bid for bid solgt ud af hovedinteressen i at have god, billig og fleksibel arbejdskraft. Det kunne gå, så længe det var muligt at rationalisere sig til kompensation for merudgifterne, og så længe det var muligt for arbejderne at løbe hurtigere, så de på den måde tjente deres stadige lønforhøjelser ind. Jeg anerkender, at arbejdstagerne i perioder har vist løntilbageholdenhed, men dels har de så sikret sig andre udgiftskrævende fordele – primært løn under frihed – dels har de efterfølgende så rigeligt indhentet tilbageholdenheden. Det er dette års indkomstfornyelser et skræmmende eksempel på.

 

Man kan selvfølgelig ikke bebrejde arbejdstagerne, at de tager, hvad de kan få. Men man kan bebrejde arbejdsgiverne, at de har været alt for rundhåndede, formentlig af skræk for arbejdsnedlæggelser.

 

Arbejdsgiverne bærer imidlertid ikke hele skylden for den stadige fordyrelse. En afgørende aktør i ”den danske model” er Forligsinstitutionen, hvor parterne havner, hvis de ikke kan blive enige. Og næppe nogensinde er det hændt, at arbejdstagerne er kommet ud derfra med mindre, end de havde, da de kom ind. Det sker imidlertid altid for arbejdsgiverne. De taber hver gang – spørgsmålet er kun hvor meget.

 

Utallige arbejdsgivere har gennem tiden holdt lange taler for Forligsmanden om pressede priser og vanskelige vilkår og om disse for vort land så alvorlige tider. Det interesserer imidlertid ikke forligsmanden. Det kan man eksempelvis læse om i nu afdøde forligsmand Mette Koefoed Bjørnsens erindringer fra 2006, ”FORLIG ELLER FORLIS – mine år i Forligsinstitutionen”. Her skriver hun på side 78, at ”det ikke er forligsmandens opgave at tage hensyn til den aktuelle samfundsøkonomiske situation.” Hun var ellers den første og hidtil eneste forligsmand, der ikke var jurist – men økonom! Lige lidt hjalp det, og sådan har det alle dage været. Forligsmandens opgave er udelukkende den meget konkrete og kortsigtede: at undgå, at der udbryder konflikt. Læs: Strejke. Og hvordan gør man det? Det gør man ved at give arbejdstagerne noget med hjem. Så de kan i princippet gå til overenskomstforhandlinger med ublu krav og så ellers læne sig tilbage vel vidende, at de i hvert fald får noget med derfra.

 

Man kan måske indvende, at arbejdsgiverne også kan tage kampskridt. De kan iværksætte lockout, altså sende de ansatte hjem og vente på, at de bliver møre. Arbejdsgiverne bliver imidlertid af mange gode grunde meget hurtigere møre selv, så det er der ikke meget ved. Strejketruslen er ikke så lidt mere værd end truslen om lockout, og det ved forligsmanden godt. Og da han kun bliver bedømt på, at om han kan afværge en konflikt, bliver resultatet, at det hver eneste gang er arbejdstagerne, der vinder.

 

Det siger sig selv, at det ikke er en skrue uden ende. ”Den danske model” må på et tidspunkt bukke under. Derfor kan arbejdstagerne ende med at blive ofre for deres egen succes.

Danske Slagtermestre | Poppelvej 83 - 5230 Odense M | CVR: 40315918 | Tlf.: 66 12 87 30 | Fax 66 12 87 94 | dsm@danskeslagtermestre.dk