DSM MENER:

oktober 6, 2014

Et win/win-medlemskab

 

Af direktør, cand.jur. Torsten Buhl, Danske Slagtermestre og Ostehandlerforeningen for Danmark

 

Der kan være mange gode grunde til at melde sig ind i en forening, og der kan også være gode grunde til ikke at gøre det – eller til at melde sig ud. Der er tæt trafik i alle retninger her i ”Foreningsdanmark”.

                     

Danske Slagtermestre er også en forening og hed indtil for få siden Danske Slagtermestres Landsforening, og det samme er jo Ostehandlerforeningen for Danmark. Vi er såkaldte arbejdsgiverforeninger og dertil erhvervs- og interesseorganisationer.

                     

Vore opgaver er at samle interesserne og at varetage dem over for omverdenen. Men vi vil mere end det. Vi tror ikke på, at en ideel og ideologisk trang til sammenhold er nok til at holde sammen på brancherne i vore dage. Der skal være noget ”in it for me”, hvis man skal være medlem af – og betale kontingent til – en organisation nu om dage.

                     

Sådan er det heldigvis også.  I Danske Slagtermestre udgør kontingentet kun omkring en femtedel af vort økonomiske fundament. Resten kommer fra andre kilder. Vi kan altså servicere vore medlemmer for fem gange kontingentet, og dertil kommer, at vi har forsikrings-, indkøbs- og andre aftaler, som gør, at et medlemskab kan give så store besparelser, at det ligefrem giver overskud. Lad mig blot nævne den elektroniske egenkontrol, som hos os er omfattet af kontingentet, og som ellers kan være en dyr fornøjelse, og det samme gælder en række andre rabataftaler, som man kan gøre brug af i kraft af medlemskabet.

                     

Vi har ganske vist også serviceområder, der koster ekstra, men også her er der tale om besparelser. For nogle år siden oprettede vi i Fødevareafdelingens regi ”DSM Consult”, som sælger særlige serviceydelser, men som gør det væsentligt billigere, end hvis man skulle købe det samme ”ude i byen”. Samme tanke ligger bag Økonomiafdelingens ”DSM Regnskabsservice” og HR-afdelingens ”DSM Plus”, hvorigennem man som medlem henholdsvis kan få ordnet sine regnskaber og holdt styr på sine ansættelser. I Markedsføringsafdelingen får man gennem beskedne bidrag til ”mad med mere” og ”Mesterslagteren” adgang til markedsføring, der langt overstiger bidragenes værdi. Og efter indretningen af vort eget foto- og tv-køkken laver vi nu også god, men billig markedsføring for slagtehus- og industrimedlemmerne, så også de nu kan få endnu større udbytte af medlemskabet.

                     

Alle disse mange medlemsydelser er resultatet af, hvad jeg har kaldt ”Danske Slagtermestres Dalgas-strategi”: Hvad udad tabes, skal indad vindes. Eller med andre ord: Vi må gøre noget mere for dem, der er tilbage. Vi har jo i årtier mistet mange medlemmer, der er lukket på grund af tidernes ugunst, og alt andet lige havde vi jo så været nødt til at drosle ned på kontoret i Odense med ringere medlemsservice til følge. Men i kraft af øget medlemsservice, og fordi vi ikke længere ”kun” er en forening, men nok så meget en forretning – og vel at mærke til fordel for medlemmerne – er det i en nærmest naturstridig udvikling lykkedes at udvide ”styrken” fra 12 til 20 samtidig med, at medlemstallet er faldet – og uden at hæve kontingentet med mere end pristallet.

 

På det seneste har vi dog kunnet glæde os over en lille nettotilgang af medlemmer.

                     

Det er ”win/win”, og det er netop det, det skal være for at holde liv i en erhvervsorganisation – og dermed et erhverv.

Danske Slagtermestre | Poppelvej 83 - 5230 Odense M | CVR: 40315918 | Tlf.: 66 12 87 30 | Fax 66 12 87 94 | dsm@danskeslagtermestre.dk