Klare forbedringer i ny overenskomst

april 5, 2017

Formanden for Danske Slagtermestre kalder den nye industrioverenskomst med Fødevareforbundet NNF for en ”win-win” på de områder, som der kunne forhandles mellem parterne om.

 

Danske Slagtermestre (DSM) og Fødevareforbundet NNF har indgået en ny treårig overensomst på industriområdet. Formanden for Danske Slagtermestre, Leif Wilson Laustsen, udtrykker tilfredshed med resultatet.

 

- Jeg vil gerne kvittere Fødevareforbundet for et godt forløb i forbindelse med fornyelsen af vores fælles overenskomst på industriområdet. En stor del lå fra begyndelsen fast som et resultat af det store forlig mellem DI og CO Industri på transportområdet. Det kunne vi ikke komme udenom – sådan er systemet. Alligevel lykkedes det at få nogle klare forbedringer ind i overenskomsten, fordi forhandlingerne var præget af gensidig tillid, og fordi der fra begge sider var stor forståelse for de udfordringer, vi har. Det er jeg meget tilfreds med, for ændringerne gør det nemmere at drive virksomhed, og dermed fører de forhåbentlig også til flere gode arbejdspladser, som også kan medvirke til at tiltrække flere unge til vores fag. Så jeg synes, at vi med denne overenskomst har lavet en ”win-win”, siger han.

 

Leif Wilson Laustsen fremhæver følgende forbedringer i den nye overenskomst:

 

· En gradvis indfasning af fritvalgsordningen for nye medlemmer af DSM. Indfasningen betyder, at det første år skal 25 procent af ordningen gælde, det andet år 50 procent, det tredje år 75 procent og først fra det fjerde år 100 procent.

 

· Arbejdsdøgnet rykkes frem fra kl. 06-06 til kl. 05-05. Det betyder, at der ikke længere skal betales søndagstillæg til kl. 06 mandag morgen, men kun til kl. 05.

 

· Der kan nu etableres op til 42 timers arbejdsuge, hvis der er lokal enighed derom.

 

· Arbejde på lørdage kan nu også ske i perioder uden spidsbelastning, hvis der er lokal enighed derom.

 

· Ved deltidsarbejde skal nu forstås mindst 8 timer og højest 15 timer ugentligt. Hidtil har deltidsarbejde skullet være mindst 18½ timer ugentligt.

 

· Middagspausen kan nu udsættes med op til 25 minutter, inden det udløser 15 minutters ekstra pause. Før skete det allerede efter 15 minutters udsættelse.

 

· Lønudbetaling kan nu ske månedligt mod hidtil højest hver 2. uge.

 

· Opsigelse under sygdom kan nu ske efter seks måneders sygdom mod hidtil efter et år.

 

 

Overenskomstresultatet er nu sendt til afstemning blandt de omfattede medlemmer af Fødevareforbundet NNF. Resultatet heraf foreligger den 4. maj.

 

 

Yderligere oplysninger  

Formand Leif Wilson Laustsen, tlf. 23 25 14 06.

Direktør Torsten Buhl, tlf. 21 27 41 50.

Afdelingschef Steen Møhring Madsen, tlf. 50 89 55 04.

Juridisk konsulent Anne Mette Bølle Fruerlund, tlf. 50 89 55 13.

 

Overenskomst _leif _marts 2017

Danske Slagtermestre | Poppelvej 83 - 5230 Odense M | CVR: 40315918 | Tlf.: 66 12 87 30 | Fax 66 12 87 94 | dsm@danskeslagtermestre.dk