Søndag den 8. oktober blev der afholdt DM i Slagterhåndværk 2023/24. Her skulle slagtere fra hele landet dyste om at få deres produkter videre i konkurrencen om ’Danmarks Bedste’.
Søndag stod ekstra meget i slagterfagets tegn hos Danske Slagtermestre i Odense. Her skulle der dystes i første runde i konkurrencen om ’Danmarks Bedste’ i kategorierne: Spegepølse i kunsttarm, spegepølse i naturtarm, leverpostej, frikadelle og grillpølse. Alle gode og gedigne produkter i enhver slagterforretning.
Til at vurdere de knap 400 tilmeldte produkter var otte nøje udvalgte dommere inden for slagterfaget. De skulle i løbet af dagen se, lugte og smage på de indsendte produkter. Efter en spændende dag fyldt med lækre og innovative produkter, kunne dommerne til sidst udpege i alt 25 vinderprodukter fordelt ud på de fem produktkategorier. Disse 25 produkter skal hernæst dyste ved finalen på Foodexpo 2024.
’Danmarks Bedste’
Slagtere, som har indsendt produkter til konkurrencen, dyster om at blive ’Danmarks Bedste’ i kategorierne: Spegepølse i kunsttarm, spegepølse i naturtarm, leverpostej, frikadelle og grillpølse. En konkurrence inddelt i to runder – første runde blev afholdt den 8. oktober, hvor fem produkter i hver af de fem kategorier, går videre til anden og sidste runde. Finalen afholdes søndag den 17. marts 2024 på fødevaremessen Foodexpo, hvor produkterne vil blive live-bedømt af et fagligt dommerteam. Samme aften vil vinderne blive kåret ved et privat arrangement.
Ved første runde kunne produkterne modtage bronze, sølv eller guld – eller falde uden for medaljerækken. Alle produkter med guldmedaljer var med i opløbet om en finaleplads, men der var kun plads til fem produkter. Et produkt kan altså godt have fået en guldmedalje uden at være kvalificeret til finalen.
Ved spørgsmål til konkurrencen, kontakt marketingchef Ulrik Olesen på tlf. 21455335 eller på mail uol@fvdanmark.dk.
Vinderne som er blevet udvalgt til Foodexpo 2024:
| Spegepølse i kunsttarm: | Butik |
| Salami med Vesterhavsost | Slagter Matthiasen |
| Vesterhavs spegepølse med Vesterhavsost og havtorn | Pølsemageriet |
| Fransk cognacspegepølse | Slagter Munch |
| Siciliansk Salami | Slagter Munch |
| Spegepølse med emmentaler | Slagter Christiansen |
| Spegepølse i naturtarm: | Butik |
| Fransk hvidskimmel salami | Slagter Matthiasen |
| Hasselnødsalami | Slagter Matthiasen |
| Gammeldags krospegepølse | Solina |
| Gammeldags tørret rød salami | Slagter Christiansen |
| Lufttørret tapaspølse med lufttørret skinke og mynte | Slagter Christiansen |
| Leverpostej: | Butik |
| Fedtreduceret leverpostej | Slagter Matthiasen |
| Luxus leverpostej | Slagter Matthiasen |
| Leverpostej med bacon | Slagter Zangenberg |
| Leverpostej med krydderurter | Slagter Zangenberg |
| Finthakket leverpostej | Solina |
| Frikadeller: | Butik |
| Spansk tapasfrikadelle | Slagter Matthiasen |
| Pandestegt frikadelle – Klassisk | Pølsemageriet |
| Pandestegt frikadelle med tomat og persille | Pølsemageriet |
| Pandestegt frikadelle med æbler, bacon og timian | Pølsemageriet |
| Pandestegt tapas frikadeller | Pølsemageriet |
| Grillpølse: | Butik |
| Cumberland med and og æble | Nørre Søby Slagteren |
| Grove gode griller med chili (ekstra grov) | Pølsermageriet |
| Håndrørt grillpølse med jalapenos og cheddarost | Slagter Schmelling |
| Umami grillpølse | Solina |
| Ramsløgsgriller med hvidløg | Slagter Christiansen |